Citronfromage

Citronfromage! En dessert af den gamle skole, som bestemt ikke serveres hyppigt, hvor vi kommer.

Vi havde derfor sat os for, at den kønne, gule, blævrende dessert skulle afprøves forleden, da vi lavede middag herhjemme. Vi beklager manglen på billeder af processen undervejs, men det gik så hurtigt med at lave den, så vi glemte det – sorry.


4 personer
15 min (2 timer med tiden i køleskab)

  • 3 pasteuriserede hele æg
  • 100 g sukker
  • 4 plader husblas
  • 1 tsk citronskal
  • ½ dl friskpresset citronsaft
  • ¼ liter piskefløde 38%

Vi startede med at sænke husblassen ned i koldt vand i ca. 10-12 min. Bare rigeligt med vand, så husblassen var dækket. Imens piskede vi æggene og sukkeret til æggesnaps (vi brugte elpisker og slikkede piskerisene rene bagefter – mums). Husblassen tog vi op og smeltede i vandbad, og tilsatte citronsaft og -skal.

Med husblasblandingen rørt op og æggesnapsen klar, så rørte vi det sammen. Vi piskede så fløden næsten stiv (jepper, vi vaskede piskerisene efter at have slikket på dem), og vendte den nænsomt i æggeblandingen. Vupti: Citronfromage!!

Herefter hældte vi fromagen op i en skål, og stillede den i køleskabet i cirka 1,5-2 timer.

Nu er citronfromage jo så klassisk, at vi også overvejer at eksperimentere med f.eks. lakridspulver, som Gitte og Mia har brugt i deres Lakridskys. Og så måske lime i stedet for citron. Den vender vi lige tilbage med.

0 KOMMENTARER

Skriv en kommentar


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *