Jeg har længe glædet mig til at bage disse “buttercookies”. De minder mig om scottish shortbread, som jeg havde en svaghed for da jeg boede i England… og måske er det derfor jeg gerne vil kalde dem for buttercookies i stedet for småkager… Men lige meget hvad vi kalder dem så er de virkelig lækre og perfekte til lidt tidlig julehygge.
1,5 time (+ 2-3 timer på køl)
—
- 80 g. Hasselnødder u/skal
- 130 g sukker
- 200 g blødt smør
- 300 g mel
- 1 æggeblomme
- 1 tsk. fintrevet citronskal
- 2 tsk. vanillesukker
- 1 knivsspids salt
- flormelis til drys
Blend hasselnødderne sammen med ca. 50 g. sukker, til det er helt fint (ala mandelmel eller hasselnøddemel).
Pisk det bløde smør, og det resterende sukker (80 g) sammen til en luftig masse og tilsæt æggeblommen. Rør det herefter sammen med “hasselnøddemel”, mel, citronskal, vanillesukker og salt. Når dejen er rørt godt stilles den på køl i 2-3 timer.
Tag dejen ud af køleskabet og rul den tyndt ud. Husk lidt mel på bordpladen, brug en form eller alternativt et glas til at udstikke kagerne. Småkagerne bages ved 175 grader i 10-12 min.
Jeg købte den her stjerne-udstikker for noget tid siden og syntes den var perfekt. Men det skal dog siges at kagerne blev forholdsvis porøse, så på mange af dem knækkede deres “spidser” af. Så næste gang vil jeg nok bruge en rund form i stedet.
Når småkagerne er kølet af på en rist, drysses de med flormelis så de bliver rigtig fine, og så er de klar til servering.
TIP: Jeg har fundet en grønthandler, hvor man kan købe hasselnødder uden skal. Men hvis man ikke lige kan skaffe det, kan man nemt “afskalle” dem ved at bage dem i ca. 10 min i en forvarmet ovn på 160 grader. Herefter burde skallen have givet slip så de nemt kan pilles.
Super lækre småkager!
Bare et lille spørgsmål – hvor meget citronskal bruger du? Er det en tsk eller er det skal fra en hel citron. Jeg brugte sv.t. skal fra en halv citron og synes godt der kunne have været mere i.
Hej Astrid, Ja hovsa det har jeg vist ikke fået med. Der skulle ha stået 1 tsk. citronskal, men man kan jo altid bruge lidt ekstra hvis man vil have dem ekstra syrlige – hvilket de sagtens kan tåle.
Super. Det er hermed noteret. Opskriften er kommet i samlingen af småkager der helt klart skal bages igen =)
Det er jeg glad for at høre :)